Første Kongebog 18

1Lang Tid efter, i det tredie År, kom HERRENs ord således: “Gå hen og træd frem for Akab, så vil jeg sende Regn over Jorden!” 2Da gav Elias sig på Vej for at træde frem for Akab. Da Hungersnøden blev trykkende i Samaria, 3kaldte Akab Paladsøversten Obadja til sig. Obadja var en Mand, der alvorligt frygtede HERREN, 4og dengang Jesabel lod HERRENs Profeter udrydde, tog han og skjulte hundrede Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til dem. 5Akab sagde nu til Obadja: “Kom, lad os drage rundt i Landet til alle Vandkilder og Bække, om vi mulig kan finde så meget Græs, at vi kan holde Liv i Hestene og Muldyrene og slippe for at dræbe noget af Dyrene!” 6Så delte de Landet, som de skulde gennemvandre, mellem sig, således at Akab og Obadja drog hver sin Vej. 7Medens nu Obadja var undervejs, se, da trådte Elias ham i Møde; Obadja genkendte ham og faldt på sit Ansigt og sagde: “Er det dig, min Herre Elias?” 8Han svarede: “Ja, det er mig! Gå hen og sig til din Herre, at Elias er her!” 9Men han sagde: “Hvormed har jeg dog syndet, siden du vil give din Træl i Akabs Hånd, for at han kan slå mig ihjel? 10Så sandt HERREN din Gud lever, der er ikke et Folk eller Rige, min Herre ikke har sendt Bud til for at lede efter dig; og blev der sagt, at du ikke var der, tog han Riget og Folket i Ed på, at de ikke havde fundet dig. 11Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til min Herre, at Elias er her! 12Hvis nu HERRENs Ånd, når jeg har forladt dig, fører dig bort til et Sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og melder det til Akab, og han ikke finder dig, lader han mig dræbe. Og din Træl har dog frygtet HERREN fra Ungdommen af! 13Er det ikke kommet min Herre for Øre, hvad jeg gjorde, da Jesabel lod HERRENs Profeter dræbe, hvorledes jeg skjulte hundrede af HERRENs Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til dem? 14Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til din Herre, at Elias er her - han lader mig dræbe!” 15Da sagde Elias: “Så sandt Hærskarers HERRE lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i Dag vil jeg træde frem for ham.” 16Obadja gik da Akab i Møde og meldte ham det, og Akab gik Elias i Møde. 17Da Akab fik Øje på Elias, sagde han til ham: “Er det dig, du, som bringer Ulykke over Israel!” 18Men han svarede: “Det er ikke mig, der har bragt Ulykke over Israel, men dig og din Faders Hus, fordi I har forladt HERREN og holder eder til Ba’alerne! 19Men send nu Bud og kald hele Israel sammen til mig på Karmels Bjerg og tillige de 450 Ba’alsprofeter og de 400 Asjeraprofeter, som spiser ved Jesabels Bord!” 20Da sendte Akab Bud rundt til alle Israeliterne og samlede Profeterne på Karmels Bjerg. 21Elias trådte så frem for alt Folket og sagde: “Hvor længe vil I blive ved at halte til begge Sider? Er HERREN Gud, så hold eder til ham, og er Ba’al Gud, så hold eder til ham!” Men Folket svarede ham ikke et Ord. 22Da sagde Elias til Folket: “Jeg er den eneste af HERRENs Profeter, der er tilbage, og Ba’als Profeter er 450 Mand; 23lad os nu få to unge Tyre; så skal de vælge den ene Tyr og hugge den i Stykker og lægge den på Brændet, men Ild må de ikke lægge til; den anden vil jeg lave til og lægge på Brændet, men uden at tænde Ild. 24Så skal I påkalde eders Guds Navn, og jeg vil påkalde HERRENs Navn; den Gud, der svarer med Ild, han er Gud!” Alt Folket sagde: “Det Forslag er godt!” 25Derpå sagde Elias til Ba’als Profefer: “Vælg eder den ene Tyr og lav den til først, thi I er de mange, og påkald så eders Guds Navn, men I må ikke tænde Ild!” 26Så tog de Tyren og lavede den til og påkaldte Ba’als Navn fra Morgen til Middag, idet de råbte: “Hør os, Ba’al!” Men ikke en Lyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltende omkring det Alter, de havde opført. 27Men da det var blevet Middag, hånede Elias dem og sagde: “I må råbe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i Tanker eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i Søvn og må først vågne!” 28Da råbte de højt, og som de havde for Skik, sårede de deres Legemer med Sværd og Spyd, til Blodet flød ned ad dem. 29Og da det var over Middag, begyndte de at rase, og det varede lige til hen imod Afgrødeofferets Tid, men ikke en Lyd hørtes, ingen svarede, og ingen agtede derpå. 30Da sagde Elias til alt Folket: “Kom hen til mig!” Og da alt Folket var kommet hen til ham, satte han HERRENs nedbrudte Alter i Stand. 31Elias tog tolv Sten, svarende til Tallet på Jakobs Sønners Stammer, han, til hvem HERRENs Ord lød: “Israel skal dit Navn!” 32Og af disse Sten byggede han et Alter i HERRENs Navn og gravede rundt om Alteret en Rende på omtrent to Sea Land. 33Derpå lagde han Brændet tilrette, huggede Tyren i Stykker og lagde den på Brændet. 34Så sagde han: “Fyld fire Krukker med Vand og hæld det ud over Brændofferet og Brændet!” Og da de havde gjort det, sagde han: “Een Gang til!” Og da de havde gjort det anden Gang, sagde han: “Een Gang til!” Og de gjorde det endnu en Gang. 35Det drev af Vand rundt om Alteret, også Renden fik han fyldt med Vand. 36Men ved Afgrødeofferets Tid trådte Profeten Elias frem og sagde: “HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i Dag, at dut er Gud i Israel og jeg din Tjener, og at jeg har gjort alt dette på dit Ord! 37Hør mig, HERRE, hør mig, for at dette Folk må kende, at du HERRE er Gud, og at du atter drager deres Hjerte til dig” 38Da for HERRENs Ild ned og fortærede Brændofferet og Brændet og Stenene og Jorden; endog Vandet i Renden slikkede den bort. 39Da alt Folket så det, faldt de på deres Ansigt og råbte: “HERREN er Gud, HERREN er Gud!” 40Men Elias sagde til dem: “Grib Ba’als Profeter, lad ingen af dem slippe bort!” Og de greb dem, og Elias førte dem ned til Kisjonbækken og dræbte dem der. 41Derpå sagde Elias til Akab: “Gå op og spis og drik, thi der høres Susen af Regn.” 42Da gik Akab op for at spise og drikke; men Elias gik op på Karmels Top og bøjede sig til Jorden med Ansigtet mellem Knæene. 43Så sagde han til sin Tjener: “Gå op og se ud over Havet!” Og han gik op og så ud, men sagde: “Der er intet!” Syv Gange sagde han til ham: “Gå derop igen!” Og syv Gange vendte Tjeneren tilbage. 44Men syvende Gang sagde han: “Nu stiger der en lille Sky op af Havet, så stor som en Mands Hånd!” Da sagde Elias: “Gå hen og sig til Akab: Spænd for og kør hjem, at du ikke skal blive opholdt af Regnen!” 45Et Øjeblik efter var Himmelen sort af Stormskyer, og der faldt en voldsom Regn. Akab steg til Vogns og kørte til Jizre’el; 46men HERRENs Hånd kom over Elias, så han omgjordede sine Lænder og løb foran Akab lige til Jizre’el.

will be added

X\