Første Kongebog 17

1Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: “Så sandt HERREN, Israels Gud, lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i de kommende År skal der ikke falde dug eller Regn uden på mit udtrykkelige Bud!” 2Derpå kom HERRENs Ord til ham således: 3“Gå bort herfra og begiv dig østerpå og hold dig skjult ved Bækken Krit østen for Jordan; 4du skal drikke af Bækken, og Ravnene har jeg pålagt at sørge for Føde til dig der.” 5Da gik han og gjorde efter HERRENs Ord, han gik hen og tog Bolig ved Bækken Krit østen for Jordan; 6og Ravnene bragte ham Brød om Morgenen og kød om Aftenen, og han drak af Bækken. 7Men nogen Tid efter tørrede Bækken ud, eftersom der ingen Regn faldt i Landet. 8Da kom HERRENs Ord til ham således: 9“Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der; se, jeg har pålagt en Enke der at sørge for Føde til dig.” 10Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fik han Øje på en Enke, som var ved at sanke Brænde, og råbte til hende: “Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!” 11Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: “Tag også et Stykke Brød med til mig!” 12Men hun svarede: “Så sandt HERREN din Gud lever, jeg ejer ikke Brød, men kun en Håndfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken; jeg var nettop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gå hjem og tillave det til mig og min Søn; og når vi har spist det, må vi dø!” 13Da sagde Elias til hende: “Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du siger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring mig det; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn! 14Thi så siger HERREN, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag HERREN sender Regn over Jorden!” 15Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og både hun og han og hendes Søn havde noget at spise en Tid lang. 16Melkrukken blev ikke tom, og olien i Dunken slap ikke op, efter det Ord HERREN havde talet ved Elias. 17Men nogen Tid efter blev Kvindens, Husets Ejerindes, Søn syg, og hans Sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var Liv i ham. 18Da sagde hun til Elias: “Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds Mand! Er du kommet for at bringe min Synd i Erindring og volde min Søns Død?” 19Men han svarede hende: “Lad mig få din Søn!” Og han tog ham fra hendes Skød og bar ham op i Stuen på Taget, hvor han boede, og lagde ham på sin Seng. 20Så råbte han til HERREN: “HERRE min Gud, vil du virkelig handle så ilde mod den Enke; i hvis Hus jeg er Gæst, at du lader hendes Søn dø?” 21Derpå strakfe han sig tre Gange hen over Drengen og råbte til HERREN: “HERRE min Gud, lad dog Drengens Sjæl vende tilbage!” 22Og HERREN hørte Eliass Røst; Drengens Sjæl vendte tilbage, så han blev levende. 23Så tog Elias Drengen og bragte ham fra Stuen på Taget ned i Huset og gav hans Moder ham, idet han sagde: “Se, din Søn lever!” 24Da sagde Kvinden til Elias: “Nu ved jeg vist, at du er en Guds Mand, og at HERRENs Ord i din Mund er Sandhed.”

will be added

X\