Første Krønikebog 16

1De førte så Guds Pagts Ark ind og stillede den midt i det Telt, David havde rejst den; og de ofrede Brændofre og Takofre for Guds Åsyn. 2Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede han Folket i HERRENs Navn 3og uddelte til hver enkelt Israelit, både Mand og Kvinde, en Brødskive, et Stykke Kød og en Rosinkage. 4Foran HERRENs Ark stillede han nogle af Leviterne til at gøre Tjeneste og til at takke, love og prise HERREN, Israels Gud; 5Asaf var Leder, og næst efter ham kom Zekarja, så Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Mattitja, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Je’iel med Harper og Citre, medens Asaf lod Cymblerne klinge, 6og Præsterne Benaja og Jahaziel stadig blæste i Trompeterne foran Guds Pagts Ark. 7Den Dag, ved den Lejlighed, overdrog David for første Gang Asaf og hans Brødre at lovsynge HERREN. 8Pris HERREN, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! 9Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere, 10ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN, 11spørg efter HERREN og hans Magt, søg bestandig hans Åsyn; 12kom i Hu de Undere, han øved, hans Tegn og hans Munds Domme, 13I, hans Tjener, Israels Sæd. hans udvalgte, Jakobs Sønner! 14Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; 15han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, 16Pagten. han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak: 17han holdt dem i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, 18idet han sagde: “Dig giver jeg Kana’ans Land som eders Arvelod.” 19Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, 20og vandred fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, 21tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger: 22“Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!” 23Syng for HERREN, al Jorden, fortæl om hans Frelse Dag efter dag; 24kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag! 25Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder; 26thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens Skaber. 27For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Pris og Fryd i hans Helligdom. 28Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris, 29giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom for hans Åsyn, tilbed HERREN i helligt Skrud, 30bæv for hans Åsyn, al Jorden! Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. 31Himlen glæde sig Jorden juble, det lyde blandt Folkene: “HERREN har vist, han er Konge!” 32Havet med dets Fylde bruse, Marken juble og alt, hvad den bærer. 33Da fryder sig Skovens Træer for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden. 34Lov HERREN, thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig! 35Og sig: “Frels os, vor Frelses Gud, saml os og fri os fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn; med Stolthed synge din Pris!” 36Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Da sagde hele Folket: “Amen!” og: “Lov HERREN!” 37Så lod han Asaf og hans Brødre blive der foran HERRENs Pagts Ark for altid at gøre Tjeneste foran Arken efter hver Dags Behov; 38og Obed-Edom, Jedituns Søn, og Hosa med deres Brødre, i alt otte og tresindstyve, lod han blive som Dørvogtere. 39Men Præsten Zadok og hans Brødre Præsterne lod han blive foran HERRENs Bolig på Oerhøjen i Gibeon 40for daglig, både Aften og Morgen, at ofre HERREN Brændofre på Brændofferalteret ganske som det er foreskrevet i den Lov, HERREN havde pålagt Israel; 41og sammen med dem Heman og Jedutun og de øvrige før nævnte udvalgte Mænd til at love HERREN med Ordene “thi hans Miskundhed varer evindelig!” 42Og de havde hos sig Trompeter og Cymbler til dem, der spillede, og instrumenter til Guds Sange; men Jedutuns Sønner var Dørvogtere. 43Derpå gik alt Folket hver til sit, og David vendte hjem for at velsigne sit Hus.

will be added

X\